“Bárður Jákupssons værker fremstår som abstraktioner over noget engang sanset, noget engang erkendt, men de er – nu her i det sene værk – fuldt udfoldede visioner. De er indre syner, som åbner sig for beskueren uden at angive den præcise vej, man må gå for at nå ind til værkets ‘mening’”.